Naturterapi

Naturterapi - gruppeforløb.jpg

Aldrig har naturen været så populær som i denne tid, hvor mange af os føler et stort behov for at komme ud og en længsel efter at få kontakt til de ressourcer, der findes derude. Det er helt naturligt, og jeg oplever selv, hvordan blot korte gåture og ophold i naturen har en stressreducerende og vitaliserende effekt. En effekt, der efterhånden er grundigt videnskabeligt dokumenteret.

Derfor er det også naturligt, at der efterhånden er udviklet en del psykoterapeutiske retninger og metoder, hvor man inddrager naturen og dens helende ressourcer i f.eks. sundhedsvæsenet, i stress- og traumebehandling samt recovery-orienteret arbejde med alle aldersgrupper.

20190611_190056.jpg

“I naturterapien betragter vi mennesket og dets krop og psyke som en del af naturen med alle dens livsprocesser og luner”

— Line Nordentoft

Hvad er naturterapi?

Naturterapi - livets mandala.jpg

Naturterapi er en vifte af metoder, der hjælper dig til at udforske din indre såvel som din ydre natur. I det naturterapeutiske rum inviterer vi os selv ind i naturens univers med alle dens elementer, symboler og ressourcer, som vi kan lade os inspirere og omfavne af.

Naturen agerer tredjepart i det terapeutiske rum sammen med klienten og terapeuten, mens vi udforsker os selv, vores livsbetingelser og problemstillinger, der måske hæmmer os og vores livskraft.

I naturterapien betragter vi mennesket og dets krop og psyke som en del af naturen med alle dens livsprocesser og luner, hvor vi kan finde inspiration og kraft til at arbejde med den terapeutiske proces.

Hvordan foregår en naturterapeutisk session?

Naturterapeutisk ophold.jpg

Når vi laver naturterapi, er god tid en fordel. Det kræver tid at fordybe sig og være til stede i den terapeutiske proces ude i naturen. Der skal være tid til forandring, forundring og forvandling - en cirkulær proces, hvor du aktiverer dine sansninger og følelser. Derfor vil vi ofte bruge minimum 2 timer, gerne 6 timer og helt op til 24 timer ude, hvor selve opholdet ude i al slags vejr i forskellig typer natur vil være en del af terapien.

Vi starter med en god gåtur i et naturområde som du eller jeg har valgt, hvor vi udforsker den problemstilling, du gerne vil arbejde med. I et forløb vil vi arbejde med forskellige metoder, hvor naturen og dens attributter bliver inddraget, og vi vil sammen implementere nogle af de redskaber, der giver mening for dig.

Ophold i naturen

Naturterapi - fordybelse.jpg

Hvis du vælger et længere ophold i naturen med overnatning, vil der indgå naturlige praktiske gøremål såsom at slå lejr, lave bål, lave mad og det at finde sig tilrette med vind og vejr. Det er ikke så vigtigt, om det er godt vejr, dårligt vejr, koldt og vådt - det vigtige er at udforske, hvordan vi forholder os til de vilkår, vi er i. Der er meget at lære om egne reaktionsmønstre og strategier, når man pludselig befinder sig i en lidt uvant situation. En læring, som du måske kan bruge til selvrefleksion i dit daglige liv og i forhold til de temaer, du ønsker at arbejde med.

Et længere ophold i naturen giver god tid til at arbejde fokuseret med forskellige redskaber, tid til hvile og refleksion samt stilletid, hvor du kan lade dig synke ned i naturens puls og bare være til stede.

Vi hjælpes ad med de praktiske gøremål, og det er mit ansvar, at vi kan gennemføre opholdet på en forsvarlig måde i et kendt naturområde. Jeg vil derfor sørge for, at du er godt klædt på i forhold til valg af påklædning, lejrudstyr og forplejning, inden vi tager afsted. Jeg har mange års erfaring med ophold i naturen året rundt og kan være behjælpelig med valg af udstyr og supplement, hvis der er behov for det.

Vi vil altid være i kontakt på selve dagen, så vi er sikre på, at opholdet kan gennemføres på en tryg og forsvarlig måde.

Er du nysgerrig på, om naturterapi er noget for dig, så kontakt mig for en uforpligtende samtale.

20190611_141737.jpg

“Jeg tror på, at vi alle har de ressourcer, vi skal bruge i vores krop og vores psyke - nogle gange har vi bare brug for én, der vil gå noget af vejen med os”

— Line Nordentoft