Psykoterapi & Traumebehandling

I psykoterapien er vi optaget af, hvordan det enkelte menneske skaber/genskaber mening i sit liv, og vores samarbejde vil være båret af respekt, fordybelse, tid og omsorg for dig og dine problemstillinger. Det er min fornemmeste opgave at hjælpe dig med at finde/genfinde dine ressourcer til at leve det liv, du ønsker dig. Som udgangspunkt har jeg fuld tillid til, at du er eksperten i dit eget liv, og som terapeut betragter jeg mig som en ligeværdig partner, der er på dit hold - jeg stiller al min erfaring, viden, empati og mine kompetencer til rådighed for dig, mens du er i forløb hos mig.

I de psykoterapeutiske sessioner vil udgangspunktet ofte være en kognitiv tilgang, hvor vi undersøger følelser, tanker, handlinger og adfærd, der kan skabe uhensigtsmæssige konsekvenser i dit liv. Ofte vil jeg inddrage forskellige teknikker til at skabe ro og grounding i dit nervesystem - det kan være NADA-øreakupunktur, åndedræts- og sanseøvelser samt EFT/Tapping. Vi arbejder ressourceorienteret, og du skal forvente at få ‘hjemmearbejde’ for, hvis det passer til din måde at arbejde med dine problemstillinger på. Vi har alle forskellige (ind)læringsstile, og det tager vi højde for og udnytter til din fordel. Da jeg har en naturbaseret tilgang, vil du også blive tilbudt sessioner i naturen, hvis du har interesse i dette. En mere udførlig beskrivelse af Naturterapi finder du længere nede på denne side.

I de traumeterapeutiske sessioner vil tilgangen være somatisk og med stort fokus på at skabe tryghed i din krop og dit nervesystem - en såkaldt ‘Bottom-up’-tilgang. Mit teoretiske udgangspunkt er bl.a. Peter A. Levine, Bessel A. Van der Kolk og Dr. PhD. Arielle Schwartz. Traumer sætter sig i kroppen og påvirker vores hjernekemi, vores nervesystem og giver ofte kropslige symptomer, som skal identificeres og tilgås med nænsomhed og tålmodighed. Traumebehandling kan tage tid, især når der er tale om tidlige og/eller komplekse traumer med f.eks. dissociative symptomer, misbrug, udadreagerende og/eller selvskadende adfærd. Det er meget individuelt, hvad der virker for den enkelte, så vi trækker på alle kompetencer indenfor det kropsterapeutiske, somatisk psykologiske, narrative og kognitive felt. Det kan være Mindfulness, visualisering, åndedrætsteknik, Trauma-Informed Yoga, EFT/Tapping, elementer af EMDR (Eye Movement Desensitization and Reprocessing), øreakupunktur, naturterapi og sansekalibrering. Du vil blive præsenteret for flere forskellige teknikker til selvregulering og tryg kontrol, som du kan anvende imellem sessionerne.

Jeg har arbejdet i Psykiatrien i 2 årtier og er derfor fortrolig med diagnoser, medicin og diverse behandlingstilbud og retningslinjer, men det behøver ikke at være et hovedtema i vores samarbejde. Det vigtige er, hvad der giver mening for DIG.

Du kan være tilknyttet Psykiatrien og være i medicinsk behandling, mens du går i psykoterapi, men der kan være visse medikamenter, f.eks. Benzodiazepiner, der har indflydelse på, hvad vi kan arbejde med og hvordan i f.eks. traumebehandling, da de har indflydelse på dit centrale nervesystem. Dette tager vi højde for i tilrettelæggelsen af dit forløb.

Jeg har tavshedspligt og journalføringspligt, hvorfor du altid vil møde en velforberedt og opdateret terapeut i dine sessioner. For børn under 15 år kræver det forældrenes samtykke, og jeg inddrager som regel forældrene i dele af samtalerne, så både forældre og barn ved, hvad der arbejdes med aktuelt, medmindre der er forhold, som taler imod dette.