Behandlingsforløb

De fleste af os oplever stress, angst og depressive symptomer i et eller andet omfang i løbet af et liv. Symptomer kan opstå akut efter en traumatisk eller voldsom oplevelse, men det kan også udvikle sig til en kronisk tilstand, hvor vores trivsel, funktionsniveau og selvfølelse bliver ramt. Der findes mange former for behandling af stress, angst og depression alt efter sværhedsgrad, varighed og påvirkning af vores evne til at fungere i hverdagen - det vigtigste er at finde en metode og en form, der passer til dig og dit mål med forløbet.

Jeg har arbejdet med håndtering af psykiske lidelser gennem hele mit arbejdsliv, både som sygeplejerske og som leder, hvor svær psykisk sygdom, traumer og PTSD har været omdrejningspunktet. Jeg har også personlig erfaring med både akut og kronisk stress, angst og depressive symptomer, da de ofte er en fast følgesvend, når man har en kronisk sygdom, og jeg har et omsorgsfuldt og rummeligt blik for alt det, der kan være udfordrende for os som mennesker.

Stressforløb.jpg

Personligt tilrettelagt forløb

Jeg tilbyder behandlingsforløb, der er tilrettelagt efter din problemstilling, dit mål, og der hvor du er i dit liv lige nu. Det kan være arbejdsrelateret, kroniske eller akutte symptomer i forbindelse med fysisk og psykisk sygdom eller stressreaktioner efter kriser i dit privatliv.

Samtalerne kan foregå i mit behandlerrum, hos dig eller ude i naturen - det vigtigste er, at du føler dig tryg. Der er fordele og ulemper ved samtaleforløb indenfor og udenfor, og det vil være dit mål for processen, der er afgørende for, hvad vi vælger.

Et stressforløb kan f.eks. bestå af:

  • psykoterapeutiske samtaler

  • kropsøvelser og åndedrætsteknikker, hvor vi arbejder med den fysiske nedregulering af nervesystemet

  • kognitive øvelser

  • NADA

  • Yoga som supplement

Kontakt mig endelig, hvis du er nysgerrig på, om et forløb her hos mig er noget for dig.