Smertetryg Yoga

IMG_20210318_144016.jpg

Yoga er godt for rigtig mange ting, og de fleste vil påstå, at alle kan lave yoga. Min egen erfaring er dog en lidt anden. Jeg har oplevet på egen krop, hvordan den blideste yoga har kunnet udløse mine smerter i perioder, hvor min krop har været meget stresset, udmattet eller midt i et “flareup”. I de perioder har jeg eksperimenteret med forskellige typer af yoga for at blive klogere på, hvad kroppen kan klare.

Jeg kalder denne form for yoga Smertetryg, fordi vi her udforsker, hvad din krop vil gå med til, selvom den har ondt. Målet er ikke at blive smertefri, men at styrke din kropsbevidsthed og tillid til, at kroppen faktisk kan mere, end vi måske tror. Da smerter ofte påvirker vores udholdenhed, består Smertetryg Yoga af lige meget aktiv yoga og passive pauser/afspænding. Vi laver som udgangspunkt yogastillinger på stol eller siddende/liggende.

  • Vi prøver os frem med øvelser, der kan varieres og justeres med eller uden støtte fra puder, blokke, tæpper og yogapøller, så vi kan arbejde rundt om dine smertetriggers.

  • Vi trækker primært på grundstillinger fra Yin Yoga suppleret med Restorativ Yoga, men holder stillingerne i kortere tid.

  • Vi holder flere passive pauser end i andre typer yoga, og vi laver længere indledende og afsluttende afspænding, hvor vi arbejder med forskellige former - f.eks. Yoga Nidra, kropsscanning og visualisering.